SOPA-blackout

I går gik en række hjemmesider i blackout. Nogle valgte at blokere adgangen til hjemmesidens indhold med en side, der informerer om SOPA og PIPA, mens andre gjorde opmærksom på SOPA og PIPAs eksistens ved at censurere elementer på deres hjemmeside, som Google, der havde en sort bjælke over deres logo. Du kan se nogle af hjemmesiderne her.

Aktionen siges at være den første store demonstration på internettet, og jeg må tilkendegive at jeg ikke i min tid som internet-bruger (og det er efterhånden rigtig mange år!) har oplevet noget lignende. Jeg surfede flere gange rundt på de forskellige sider, for at nyde den igangværende demonstration og følelsen af, at noget stort var ved at ske. At man  reelt kun kunne gøre noget aktivt hvis man var bosat i USA, er så en anden side af sagen.

SOPA og PIPA er et udtryk for to ting. Det er et udtryk for den ekstreme lobbyisme, der finder sted fra underholdningsindustriens side, samtidig med at den er et udtryk for den teknologiske uvidenhed de mange (gamle) politikere i USA lider under. Dette kombineret giver en farlig cocktail, hvor almindelige borgeres rettigheder sættes over styr under påskud af at fem store filmselskaber, fire store pladeselskaber og nogle få bladhuse – som vel at mærke alle er internationale, hvorfor markedet ikke er meget anderledes i Danmark – skal tjene flere penge. Oprøret i går var på vegne af rigtig mange små virksomheder, so ikke har råd til at have lobbyister. Jeg er overbevist om at Google og andre ikke viser deres støtte pga. indtjening, men pga. bekymringer om at nogle få giganter kan styre rigtig meget af nettets indhold.

Min forhåbning er at internettet aldrig vil blive mere reglementeret end det er i dag. Regler er med til at hæmme mulighederne for radikalt at innovere på området. Som jeg har læst, så ville youtube have svært ved at eksistere, hvis SOPA havde eksisteret, da tjenesten blev etableret. Nettet er i stadig udvikling, og der vil stadig komme nye tjenester, som gør indhold mere tilgængeligt, end det er tilfældet i dag. Jeg mener at internettet ikke skal være pålagt bånd, men have lov til at udvikle sig. Det er netop pga. manglende lovgivning at man har kunnet udvikle tjenester, der appelerer så direkte til brugerne. På samme måde mener jeg at i hvert fald teknologiske patenter er til hindring for udvikling på området. Patenter er et udtryk for det overregulerede samfund, som den vestlige verden er blevet til, og en ophævelse af systemet ville formentlig medføre endnu bedre produkter og mere innovation. Jeg har ikke sat mig synderligt meget ind i patent-systemet, men den dag jeg gør, vil det være med det udgangspunkt, at det primært er et middel for store virksomheder, som kan sagsøge hinanden, mens mindre virksomheder har begrænset gavn af dem. Den diskussion må jeg hellere gemme til en anden gang.

Sang: Girls – Vomit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>